Vinter i piletræerne

I et langt efterord fortæller WH om baggrunden for sin bog, som er en kærligt ment fortsættelse af Grahame: Vinden i piletræerne (også med titlen: Muldvarpen og hans venner). Han lægger sigret tæt op af sit 85 år gamle forbillede i historiens struktur: det hyggelige og snusfornuftige samvær mellem Muldvarp, Rotte, Odder og Grævling rystes af Tudses naragtige ideer og gigantiske ego;dog må de sande, at netop Tudse og hans kalamiteter er det, som holder de gamle drenge i omdrejninger. Enkelte nye indføres i det ellers så statiske ungkarlesamfund ved flodbreden; absolut loyaltoverfor Grahame - ligesom en del af tonen og charmen er videreført udmærket. Der er også masser af britisk råhygge, kaminild-og-mad og forventning om roture-og-mad, situationskomik ogsmåfilosoferen i WHs bog. Sproget er dog mindre ligefremt og levende end Grahames: stilen er omstændelig, med indskudte sætninger og forklaringer, der synes at blive længere og længere... En storbog for læsere og lyttere fraomkring 6 år, som holder af britiske dyrehistorier i den gamle stil. Tegningerne af dyrene, såvidt muligt forklædt som gentlemen, lægger sig ret tæt op af Shephardsklassiske.

Read the full assessment

Bogen er både en videreførsel af en engelsk fortælletradition, som vi kender den fra Bjældes lange rejse, af W. J. Corbett og Kaninbjerget, af R. Adams, og en videreførsel af en afhovedværkerne i traditionen, K. Grahame's, Vinden i piletræerne fra 1908. Det er der kommet en pragtfuld oplæsningsbog ud af med de kendte personer fra originalen. Handlingsmæssigt falder bogen itre dele: Muldvarpens forsvinden og den følgende eftersøgning - Tudses fatale flyvetur - Grævlings katastrofale forårsfest. Gennem skildringen af først og fremmest de fire hovedtyper giver bogen etkærligt-ironisk og nuanceret portræt af den engelske folkesjæl, og gennem deres meriter, et følt billede af en samfundsordens normer og dyder, styrke og svagheder. Men væsentligst er bogen en smukfortælling i et smukt sprog, om venskab og erkendelse, accept og tolerance. Som i originalen er det også her den opblæste Tudse, hvor irriterende og tankeløs han end kan forekomme, der stjælerbilledet og forudsigeligt starterballaden, men det er netop bogens styrke, at vennerne, og læseren, indser, at også Tudse er uundværlig og har sin nødvendige plads i historiens hierarki. Bogen ersmukt traditionelt illustreret med et flot vue over bogens miljø på indercoveret. Som originalen, et smukt oplæsn.tilbud. Dixon Scott har tidligere videreført historien i Muldvarpen og dens vennerpå nye eventyr. (Tellerup, 1983).

Read the full assessment