Velskrevet norsk roman om det hektiske liv i dot.com-branchen i millenniumåret 2000. 34-årige Christian von der Hall er succesfuld vice president i en stor mediekoncern. Han er up-and-coming og planlægger gennem et spektakulært aktieopkøb at komme helt til tops i den norske medieverden. Han sætter alt ind på projektet (og skal også lige skaffe en milliard kr. til overtagelsen); arbejder altid, ser aldrig sin familie, bluffer og gør sig til i de kredse, som kan fremme hans projekt. Christian står til at score et trecifret millionbeløb på projektet, men han har også dyre vaner. Tøj, armbåndsure som fetich, kunstindkøb, restaurantbesøg, speed og trang til avanceret og farlig købesex. Til sidst vil hans kone skilles, og adskillige uheldige sammentræf truer med at ødelægge ham personligt og karrieremæssigt. Som læser er man i et vist omfang spændt på at følge Christians projekt til dørs, og se hvordan det går i det tilsyneladende uløselige skisma mellem karriere og familie. Men Wonderboy er en meget lang roman og sine steder intern og svær at følge i sin handelshøjskolejargon. Jeg tror derfor, at det er de færreste, som vil læse samtlige 503 sider uden at springe lange passager over. Første roman på dansk af Langeland (f. 1972).