Den 10-årige Eva finder en hjemløs og sulten kat. Hun kaster straks sin kærlighed på den og giver den resterne af sin madpakke. Katten, som hun kalder Yrsa, følger med hende hjem, og efter nogen diskussion får hun lov til at beholde den. Det viser sig imidlertid hurtigt, at Evas lillebror Bo har allergi og ikke kan tåle Yrsa, hvorfor de nødsages til at aflevere hende hos Kattens Værn. Men med hjælp fra en god veninde løser problemet sig til sidst for Eva. Temaet er behandlet før, men ikke i så let en udgave som her. Det er en dejlig hverdagshistorie med en enkel, realistisk handling, som mange børn vil kunne nikke genkendende til. Bogen er skrevet i et let læst, men varieret og levende sprog. Den er illustreret med udtryksfulde s/h tegninger, der passer fint til historiens stemning. Layoutet er åbent og læsevenligt. Bogen er en del af en ny læse-let serie på fire bøger om Eva og hendes familie. Forfatteren har tidligere skrevet læt læselige bøger, fx Med farmor på taget, 1995. Bogen er velegnet til selvlæsning for lidt øvede 8-10-årige.