Værket henvender sig til et publikum med interesse for moderne arkitektur - men også til et publikum med interesse for moderne, kreative management-former.
Arkitektet Bjarke Ingels dannede 2006 arkitektfirmaet BIG; han har modtaget mange priser, bl.a. 2 gange Verdens bedste boligbyggeri og 2011 Kronprinsparrets Kulturpris. Han står bag byggerier og projekter i Danmark og udlandet, bl.a. USA. Værket er en sprællevende tegneserie om, hvordan han og firmaet arbejder med anderledes og kreativt udfordrende former. Der er et afsluttende interview med Ingels, der sætter hans arbejdsmetoder på plads. Men ellers er værket primært en præsentation af mere end 30 projekter præsenteret fra de indledende og grundlæggende ideer og frem mod færdiggørelse/virkeliggørelse. Ideen bag præsentationsformen er, at den skal være lige så fascinerende og givende som et besøg på tegnestuen med modeller, plancher og levende ord, og det lykkes overbevisende. Ingels' målsætning: "at skabe socialt, økonomisk og økologisk perfekte steder som et pragmatisk mål". Denne danske version af den oprindeligt engelske udgave er ikke blot præsentation af arkitektoniske ideer og projekter men også en præsentation af en kreativ, succesrig arbejdsform. Og som sådan overrumplende og unik.
Værket ligner ikke noget andet på markedet, men er både en præsentation af arbejdsmetoder og management i BIG og et debatskabende værk om arkitektur og anvendeligt fx i dialog med Gehl Byer for mennesker, 2010.
Et originalt og forfriskende indspark fra BIG.