Lev livet som en ægte YouTuber - lige fra du uploader din første video, til du har folk ansat til at lave videoer for dig. Simulationsspil, som kan spilles fra 10 år og opefter.
I spillet er man en YouTuber indenfor ét af områderne: gaming, musik eller kogekunst. Man starter med at lave sin egen figur mht. udseende og tøj. Man vælger imellem 6 personligheder - om man fx satser mest på penge eller socialt liv. I starten bor man hjemme hos sin mor og laver videoer med forældet IT-udstyr. Senere kan man købe bedre udstyr, så videoerne bliver i bedre kvalitet. Man kan også spare sammen til andre ting, fx køkkenudstyr og mad, hvis man er kok. Sproget er engelsk. Spillet er for én spiller.
Spillet minder meget om "The Sims"-serien, og kameravinklen er (som i disse) skråt oppefra. Man klikker på forskelligt inventar for at vælge en bestemt funktion, fx på pcén for at lave en video. Man skal sørge for at få nok søvn og mad, og derudover skal man gå i skole og arbejde. Videoerne laves ved at vælge blandt kort med forskellige muligheder, og det er ikke helt gennemskueligt hvad der virker bedst. Når videoerne er uploadet, kan man se antal likes og views, og man får løbende flere subscribers. Spillet er ret nemt i starten, hvor man får tips om, hvad man kan gøre. Grafikken er meget enkel og ikke særlig detaljeret. Spillet er ret ensformigt i længden, fordi mange af handlingerne gentages igen og igen (fx at sove). Pegi er 3.
Spillet minder meget om "The Sims", men er ikke helt så gennemført og varieret som disse.