Bogstaverne i novellesamlingens titel er formet som en zeppeliner, der på bogens forside stille duver hen over markerne og livet nede på jorden. Zeppelineren kan, som lykke eller ulykke, pludselig ramme ned som noget stort og uvirkeligt, og den illustrerer samtidig en betragten af vores eget liv oppefra. Der bliver leget meget med drøm og virkelighed i novellerne, drømme om et bedre (sam)liv, det uvirkelige der pludselig kan blive meget virkeligt, og om at se sit liv fra en anden vinkel i en form for klarsyn. En mystisk, klatrende mand betragter sit liv i et drømmesyn i "En tunnel af blade og bark" og "Kære bror". I den finurlige og originale fortælling, "Selvsyn", får en mand en nedslående meddelelse af lægen, og hans tegning af en zeppeliner virkeliggøres. Men der er altid en naturlig forklaring, synes forfatterens budskab at være her. Flere af novellerne handler om familierelationer og håbet om genforening, bl.a. i "Kære Kalinka" og "Trække vod". Uroen ulmer i de velskrevne historier, og forfatteren gør brug af sagn og vandrehistorier, som nærmest gør dem til moderne eventyr. Dette kommer især til udtryk i "Nu skal du høre" og "Mørkemænd". "Zeppeliner" er en anbefalelsesværdig samling af historier for alle moderne mennesker, der reflekterer over deres liv. Forfatteren har, udover den flot anmeldte "Stativ stakit kasket" fra 2001, også skrevet dramatik.