Med den særlige blanding af artisterier og sketcher, har Søren Østergaard fundet en succesfuld niche med Zirkus Nemo. Målgruppen er voksne, men mange børn og unge vil også have lyst til at se med.
Siden starten i 1999, har Zirkus Nemo turneret land og rige rundt med forskellige artister. Denne gang har zirkusdirektør Søren Østergaard taget Peter Frödin med som medvært. Sammen og hver for sig optræder de med gakkede numre og store falske tænder, og præsenterer nye udenlandske artister. Et par søløver og en zebra har denne gang også fundet vej til manegen. Her er herligt gensyn med bl.a. Kim Tim aka Mister Magic fra Rødovre, hentehårskunstneren Leslie Boye Møller, fakiren Lille Allan og Bager Jørgen, der optræder med dansende wienerbrød.
Zirkus Nemo har nærmest opnået kultstatus herhjemme og med god grund. Blandingen af gags, fjollerier og virkelige artisterier er helt unik. Søren Østergaard formår både at forny og bevare den særlige stemning i Zirkus Nemo.
Alle aldre kan more sig med Zirkus Nemo, der både byder på dygtige nye artister og dejligt gensyn med gamle kendinge.