Der er fart på, når superskurken Zorglub fra Splint & Co forsøger at passe på sin teenagedatter i en sjov actiontegneserie fyldt med robotter, dødsmaskiner og verdens dårligste date. For voksne, unge og store børn fra 13 år.
Zandra er datter af superskurken Zorglub. Det er ikke nemt at få lov til at date og være normal, når der hele tiden er robotter, der holder øje med hende eller dødsensfarlige dommedagsmaskiner over det hele, men Zandra gør hvad hun kan. For eksempel kæmper hun hårdt for at gennemføre en date med en sød fyr, men der står hurtigt androider, droner og militær indblanding på menuen. Hendes far bærer også på en hemmelighed, der vil ændre Zandras liv for altid. Zorglub kender mange som sagt som skurken i den klassiske serie om Splint & Co, men her har han for første gang sit eget album. Tegneren og forfatteren er spanske Munuera, der også har lavet albums i hovedserien.
Der er i den grad tale om dynamiske tegninger, hvor handlingen glider hen over de flot opbyggede og farverige sider. Humoren er oprigtig sjov, og selvom der ikke som sådan er noget egentligt originalt ved historien om teenagepigen med det ekstraordinære, men alligevel genkendelige liv, så er den fortalt med overskud og en god sans for actionscener.
Den gode grev Champignac fra Splint & Co fik for ikke så lang tid siden sit eget album med titlen Paulus Hegesippe Adelard Ladislas, greve af Champignac - enigma.