Filmen henvender sig til fans af den gamle Zorro tv-serie og film og til et publikum, som gerne vil have lidt overdreven action-adventure.
Den aldrende mexicanske helt Don Diego de la Vega, bedre kendt som Zorro, får hjælp af Alejandro Murrieta til at flygte fra fængslet, da han får nys om at hans fjende nummer et, Montero, er vendt tilbage til Californien. Zorro vil hævne sin kones død og kidnappede datter, som morderen og fjenden, Don Rafael Montero, i mellemtiden har opfostret som sin egen. Zorro tager Murrieta under sine vinger og sammen tager de kampen op mod den onde Montero, der går med skumle planer. En ny Zorro er født.
Filmen, som i sin tid var nomineret til to Oscars, er instrueret af newzealænderen Martin Campbell. Han har siden hen gjort sig bemærket med Vertical limit, Casino Royale og Edge of darkness. Der er en to'er til filmen, som udkom i 2005. Historien om Zorro er på linje med "Robin Hood" og "De tre musketerer" osv., men i modsætning til de europæiske historier er Zorro skrevet af amerikaneren Johnston McCulley tilbage i 1919. Filmen er holdt i den gamle Zorro stil, og hvis det ikke havde været for skuespillerne, kunne man godt tro, den var lavet for 40 år siden.
Anthony Hopkins er måske ikke lige den, man normalt ville have valgt til at spille Zorro, men han får lagt nogle gode klicheer om helte ind. En film i bedste gamle Zorro stil med mange slåskampe, dansescener, fægtescener, komik osv. Ren underholdning og ikke mere end det.