I manges bevidsthed står kvindebevægelsen nok stærkere gennem det den har skrevet end gennem dens billeder. Bogen her er udsprunget af et samarbejde mellem den gruppe af billedkunstnere, forfattere, arkitekter og bibliotekarer som fik Kvindeudstillingen på Charlottenborg i 1975 op at stå. Den tager sit udgangspunkt i en analyse af den kunsthistoriske udvikling gennem de sidste 100 år, set i forhold til kvindebevægelsens voksende betydning for at nå frem til og forstå gennembruddet omkring 1968. Forløbet er sammenstillet af interviews med udøvende billedkunstnere bl. a. en meget fin og smuk samtale med Dea Trier Mørch og en varm skildring af Anna Klint Sørensen hvor hun fortæller om sig selv og sin verden. Men også husmødre og kvinder fra andre erhverv udtaler sig for at indkredse opfattelsen af kunstnerens rolle i hverdagen. Et af de bedste afsnit er nok kunsthistorikeren Helen Lassens: "Lidt spredte betragtninger over kvindelige kunstnere - før og nu". Hendes gennemgang af AnnaAncher og Sonja Ferlov er meget dybtgående og underbygget med citater. Bogens styrke ligger i teksten og absolut ikke i det billedmæssige udtryk, de er fantastisk uklare og gnidrede, ligner aftryk af avisbilleder, kunne man ikke have ofret lidt mere på den teknik! Litteraturlisten henviser både til bøger og tidsskrifter.