"Hendes sikre akustiske guitarspil er gennemgående på de 12 vestafrikanske viser. De har en afdæmpet vemodighed over sig, der piftes op af Diawaras dynamiske leadguitarsoloer ... Hendes vokal er sprød og støvet. Som kæmpede hendes stemmebånd med kastevinde, holder hun de lange, luftige toner over en svirpende percussion ... Tvangsægteskaber, traditionsbundne kønsroller og kvinders manglende magt over eget liv er nogle af de tematikker, Diawara adresserer på Fatou. Men det forstår man kun, hvis man taler det vestafrikanske sprog wassoulou ... Wassoulou er kernen i Diawaras sangskrivning, men hun supplerer de tradtionelle toner og rytmer med elementer fra jazz, reggae, funk og blues. Hendes indfølte sangteknik er funderet i hendes kultur".