Det er et jeg der taler (regnskabets time)

"Vi skal allesammen dø, men nogen dør, når de krydser Middelhavet og bliver kun tre år gamle". Et slagkraftigt og politisk manifest, en opsang til et Danmark der endnu ikke er postracistisk. For læsere af nyere dansk og eksperimenterende litteratur.

Med udgangspunkt i sin egen baggrund, som barn af en dansk mor og en egyptisk far, tager Lone Aburas bladet fra munden. Hun siger fra overfor de der måtte mene, at Danmark ikke længere er et racistisk samfund, men også overfor misforståede hensyn. Genren er agitprop, en sammensætning af agitation og propaganda. Halvdelen af bogen består af Mo Maja Moesgaards illustrationer. Lone Aburas har senest udgivet Det kommer til at ske.

Bam! Dette er en verbal knytnæve i ansigtet på læseren, om kultursammenstød, mellem/medmenneskelige relationer og misforståede hensyn. Om at hedde Lone, fordi det er det mest danske navn, en egyptisk far kan finde på, om Khader og Krarup og Dansk Folkeparti. Kort og godt et kunstværk, hvor tekst og illustrationer går op i en højere enhed. Lone Aburas er vred, men også fortvivlet, og det er ikke i denne bog der skal findes løsningsforslag. Vredt og smukt.

Bogens slagkraft og vrede, samt den eksperimenterende form, minder om Maja Lee Langvads Hun er vred om transnational adoption. Det er også relevant at nævne Yahya Hassan, som en vred stemme fra grænselandet mellem nationaliteter og tilhørsforhold.

Læs hele vurderingen

I agitpropform har Lone Aburas begået et stakåndet og vredt opråb, der uddeler verbale lussinger og knytnæveslag. Slagene maner til eftertanke om sameksistens og egopleje. Det kan godt være, at Maja L...

Læs anmeldelse