Istid : digte

Et karakteristisk træk ved Nordbrandts digte er at de udfolder sig i de grænseegne, hvor ydre omverden og indre virkelighed støder op til hinanden, med andre ord lige netop der, hvor konturerne er udviskede, og hvor det kan være svært at skelne om det er det ene eller det andet der beskrives. - I hans ottende digtsamling, Istid, synes de græske og tyrkiske lokaliteter fra de tre foregående samlinger at være veget tilbage for en tidslig og rumlig udvidelse af det poetiske univers. Nogle løsrevne sætninger fra et par af digtene kan måske give en fornemmelse af, hvor vi befinder os: »min hud er på størrelse med Afrika« og »frosne dage går gennem mig«. Den første indicerer noget om oplevelsernes spændvidde, men også om en næsten sygelig sensibilitet over for omverdenen. I den anden siges der noget om tiden som stivnet (jvf. titlen). Overalt i bogen registreres med vanlig nordbrandt'sk følsomhed stemninger og oplevelser, der splitter jeg'et i dets evindelige søgen efter identitet,dets evindelige »opbrud og ankomster«, som i øvrigt er titlen på en tidl. digtsamling. Man kan just ikke påstå at Nordbrandt er let at læse, han kræver fordybelse og tid til oplevelse. Hans univers, fyldt af modsigelser som det er, er meget fremmed for dansk lyrik, men at hans poesi er en af de mest originale vi har, er en simpel kendsgerning, som også Istid fastslår.

Læs hele vurderingen