Monolog for en halv stemme

Tematisk har Camilla Christensen i sine seneste bøger beskæftiget sig med moderskab og familie, slægtninges død, det nære, men her i sin nye digtsamling bliver hun noget af en vildbasse, deroverrasker med lidenskabelige kønsrolleopgør, fortvivlede digte om indestængthed og stedvis kippen med flaget til Tove Ditlevsen. Det giver en ujævnhed i bogen, som imidlertid er forfriskende,fordi hun prøver formerne, sproget og poesien af og det bliver man dygtigere af og nogle gange bedre. Der er megen handling, en masse henvendelse, tale i bogen her, hvor temperamentet bølger. Menden fortæller samtidig, at også firsergenerationens kvinder, når de digter, kan have nødigt at genoptage diskussionerne i halvfjerdserne om mand og kvinde, frihed og fængsel. What is this thingcalled love? Og Camilla Christensens bog er godt genbrug og for opgaveskrivende et bud på, hvad en poet fra den ny geration har at sige om et gammelt tema.

Læs hele vurderingen