Oh, at være en kænguru

Bogen indeholder en billedfortælling med næsten mytiske overtoner om at stå på egne bagben og hoppe ud i livet - trods alle farer og trusler, om at det faktisk er sjovt at være ude i verdensom sig selv. Teksten, der er sat med meget store typer i et åbent skriftbillede afvekslende brudt af illustrationer i skiftende formater, er roligt fortalt i et usædvanligt sprog, der ikke afstårfra hverken vanskelige eller gammelagtige ord og udtryk. Den er nok domineret af en rap og underfundig dialog mellem kænguruhunnen og hendes halvstore unge, men har også svævende, poetiske udtryk,der overlader til læsere og lytter at digte med. Fortællingen henvender sig fortrinsvis til børn inden og omkring skolestarten, der kan genkende varmen i det tætte forhold mellem mor og barn,usikkerheden ved den tiltagende, nødvendige selvstændiggørelse, suset ved adskillelsen og lettelsen til sidst, da trygheden genoprettes. Bogens billeder i våde mættede farver, hvoraf halvdelen erhelsides, er ikke blotkønne i varme nuancer, men de supplerer fortællingen med stemninger og skildringer lige så akkurate tegnede med en løs kontur og forenkling af omgivelser og detaljer, at derer plads til egen fantasi også.

Læs hele vurderingen

"Hvor er det et dejligt land, sagde ungen, - med lys og skygge. Det er jo som små nætter og dage, der løber efter hverandre over mit hoved. Det kildrer i mit syn. Hvor dejligt". Vi er i denaustralske ørken. En kængummor hopper tungt mndt med sin næsten fuldbårne unge. Ungen iagttager mageligt verden fra pungen og bestemmer suverænt deres gøren og laden. Moren lader sig føjeligtdirigere rundt. Men én ting gør hun klart; kommer der en hankængum, så er det ud med ungen. Naturen må følges. Men det bliver nu ikke en hankænguru, der får ungen ud på egne ben. Den faldersimpelthen ud, er blevet for stor og for fed. Og pludselig er den klar, både til det med egne ben og den totale adskillelse. Selv om de har aftalt at mødes...'Mødre skal holde, hvad de lover, menikke børnene'. Og sådan bliver det. En historie om den altopofrende moderkærlighed og verdens centrum, det egoistiske og diktatoriske barn som, ja, næsten kun en mor kan elske. Og bedst, som deikke vil slippe, slipper de. Glemter alt om navlestreng og mor (som jo altid vil være der), for hele verden ligger der, lige for fødderne. Og sådan skal det være. Det er en herlig billedbog,fortalt humoristisk og varmt. Samspillet mellem Peter Seebergs forunderlige sprog og Ursula Seebergs fine akvareller er smukt, og det kildrer ikke kun i synet, men også i øret og i maven. Hvordejligt! For store og små fra 5 år.

Læs hele vurderingen