En lille antologi af Pia Tafdrup's "trædigte", hvor de ledsagende fotografier understøtter og føjer nye dimensioner til de kendte tekster.
Bogen, som udsendes i anledning af Syddansk Universitetforlags 40-års jubilæum tidligere på året, er resultatet af et samarbejde mellem billedkunstneren Hanne Skyum og lyrikeren Pia Tafdrup. HS's farvefotografier og fotocollager af skove, hegn og træer har ikke karakter af at være illustrationer til PT's "trædigte", men skaber i et med- og modspil til dem et fælles "refleksionsrum", for at bruge PT's formulering i bogens forord. Bortset fra to nyskrevne digte spænder tekstudvalget tidsmæssigt fra Den inderste zone, 1983, til den seneste Tarkovskijs heste, 2006, men natuligt nok med hovedvægt på Krystalskoven fra 1992 som netop har skoven og træet som et gennemgående tema og symbol, der både rækker ud i den fysiske natur og fører ind i kroppens og psykens indre rum. På lignende måde skaber fotografierne et på samme tid realistisk og mentalt, stemningsbærende rum.
Udover to ikke tidligere trykte digte trækker bogens tekster et vigtigt tematisk spor gennem PT's forfatterskab.
Tekster og fotografier indgår i et tæt kunstnerisk og tematisk samspil, der sanseligt og reflekteret stiller skarpt på naturens processer af vækst og forfald.