Tematisk burde bogen være guf for frustrerede 16-årige, men da det er meget krævende læsning, som kun de fremmeste unge kan være med til, er den nok mere henvendt til os, der har eller har haft den slags i huset.
Som en anmelder har skrevet om en af Llambias' tidligere bøger, vælger han stil fra gang til gang, men gør det meget gennemført. Rasende er den 16-årige Patricias indre monolog, af og til kort afbrudt af noget der måske - og måske ikke - er virkeligheden udenfor. Hun har forladt skolen, er meget indelukket og i voldsomt oprør mod alt og alle, ikke mindst forældrene og det, hun betegner som deres postkortverden. Den eneste kontakt til omverdenen er lillebroren Axel, som hun gerne vil vise, at der er et alternativ: at man ikke nødvendigvis skal være en fange i forældregenerationens konventionsbur. Det er en svær historie at læse og det er svært at skelne virkelighed og fantasi i Patricias opkørte hjernestorm, men den er skrevet med meget konsekvens og overbevisende i et uhyggeligt billede af en utilpasset pige på vej - måske - ind i en psykose.
Patricia kunne være en yngre udgave af fx Jonas T. Bengtssons figurer.
Et skræmmende billede af en meget utilpasset ung piges sind i en form, der ikke stryger læseren med hårene.