Otto kan ikke lide at tabe, og da Mads vinder over ham i både det ene og det andet, lader Otto det gå ud over sin lillesøster, indtil hans mor får ham talt til fornuft. Denne lille letlæsningsbog fremtræder farvestrålende og appetitligt illustreret med farvelagte, humoristiske tuschtegninger. Den mundrette, yderst letlæste tekst er sat læsevenligt op og er skrevet med korte ord og ultrakorte sætninger. Alligevel har den en sammenhængende og vedkommende handling med en problematik, som målgruppen let vil kunne genkende og relatere til, og de små begynderlæsere, der får fingrene i den, vil føle, at de har læst en rigtig bog. Til den første læsning på egen hånd, fra ca. 7 år.