Bogen henvender sig til psykologi-interesserede bredt: Studerende, alment interesserede, måske også fagfolk.
De 24 forfattere er fortrinsvis cand.psych.'er. Antologien beskriver i 20 kapitler ligeså mange psykologiske eksperimenter som "var skelsættende i psykologiens historie". Herunder også optakten til dem og hvad der videre skete efter eksperimenterne. De er inddelt i tre nogenlunde lige store hovedgrupper: Socialpsykologi, menneskets udvikling samt hjerne, sind og krop. Hovedparten er lidt ældre eksperimenter fra perioden 1920-1980 i USA, men der er også enkelte nyere og fra andre lande. Kendere af psykologi vil genkende navne som Rosenthal, Hawthorne, Milgram og Piaget samt begreber som placebo, pygmalion-effekten, behaviorisme og andre. Alt sammen er skrevet forståeligt og en anelse dramatiseret uden at slække alt for meget på det faglige. Den kan læses i sammenhæng som en introduktion til psykologi, men også som opslagsværk.
Bogen bringer som sådan ikke noget nyt i forhold til anden psykologisk litteratur. Men ingen andre steder findes en sådan samling og mere detaljeret gennemgang af eksperimenter.
Bredt tilgængelig introducerende bog om psykologiens landvindinger og højdepunkter igennem de sidste 100 år.