Elskede at drømme, drømmer om at elske
Peter Sommer (f. 1974)
A salty taste to the lake
Caper Clowns
The Mamas & the Papas
The Mamas & the Papas
My songs
Sting
Blue Valentine
Tom Waits
My dear melancholy
The Weeknd
The LEGO Batman movie : original motion picture soundtrack
57th & 9th
Sting
I still do
Eric Clapton
How the West was won
Led Zeppelin
d. 5. apr. 2018
af
af
Simon Lund
d. 5. apr. 2018
"Sting leverer det meste melodiske materiale, Shaggy baryton-brummer mest bare med på deres tilforladelige glansbillede af en caribisk strandfest, mens de fortæller, at de elsker reggae og er hinanden bedste venner. Det er med andre ord komplet ligegyldigt, sætter intet på spil og er alt andet end en hyldest til utrolige sangere som Junior Murvin, Horace Andy, Ini Kamoze, John Holt, Barrington Levy, Garnett Silk eller nogle af de mange andre reggaestemmer, man helt sikkert burde finde frem i stedet for at lytte til Sting og Shaggy. Egentlig skulle Shaggy og Sting bare have indspillet en enkelt sang sammen, men endte med et helt album. Og gav den titel efter deres respektive hjemlandes telefonkoder. Resultatet er et af den slags samarbejder, man har tid til, når der virkelig ikke er noget vigtigere, der trænger sig på. Og man har sine største bedrifter bag sig. Fornemmelsen af det sidste bliver kun forstærket af dette overflødige, slaskede og helt igennem uinteressante album".
d. 23. apr. 2018
af
af
Anders Houmøller Thomsen
d. 23. apr. 2018
"Venneprojektet mellem Sting og Shaggy er harmløs hygge. Men det er også mere venstrehåndsarbejde, end musikpolitiet tillader".
d. 24. apr. 2018
af
af
Ralf Christensen
d. 24. apr. 2018
"Sting & Shaggy har lavet en duo, hvor de leger - især med reggae ... Undervejs alt for ofte generisk reggae. Og rod i rytmeproduktionerne. Nogle numre smadres af forvoksede 80' ertrommer, andre har et o.k. old skoolintimt, jamaicansk rytmebillede. Og der skydes med spredehagl i genresupermarkedet. Opportunistisk tidstypisk EDM-dancehall, roots reggae (svingende mellem geriatrisk jovial og ædelt patineret), gospelrock (forfærdelig) og en soul-sang - »Gotta Get Back My Baby«, som faktisk er o. k. solid ... Men alt for ofte er musikken så airbrushet, at man tager sig i at vente på, at der kommer en tjener med en cocktail - for så at vågne op fra sin slumren og erfare, at man stadig lytter til to mænd, der paraderer deres velsmurte musikmekanik, kun pletvist med mindelser om kunstnerisk relevans".
