50 højdepunkter i verdenslitteraturen, serveret i smukt layout og med et indhold, der inspirerer til lystlæsning og fordybelse. For alle litteraturnørder.
I tid går værket fra Gilgamesh over Laurence Sterne til Napolikvartetten. Geografisk fra kinesiske Cao Xueqin og afrikanske Chinua Achebe til vestlige traditionelle klassikere som Baudelaire og Virginia Woolf. Børnelitteraturen er inkluderet med Lindgren og Rowling. I efterordet diskuteres klassikerbegrebet. De 50 tekster er skrevet af litteraturforskere og litterater.
Lækkert coffee table-udstyr, opfordrer til bladring og lystlæsning men også til fordybelse, fordi tekster og billedmateriale kommer glimrende rundt om klassikerne: Skriver dem ind i deres egen tid i historisk kontekst, ser dem i sammenhæng med andre litterære værker og perspektiverer til nutiden. Værket argumenterer godt for at have hovedvægt på vestlig litteratur men lægge større vægt end vanligt på andre kulturers litteratur, på kvindelige forfattere og på børnelitteratur. Således lever den smukt op til sit syn på litteraturen som både dynamisk og bevarende. Alle bidrag er velskrevne, kan læses af både lærd og læg.
Del af forlagets serie med "50 højdepunkter" inden for fx teknologi, naturvidenskab og historie. Et andet værk, som animerer til lystlæsning af uomgængelig litteratur, er 1001 bøger du skal læse før du dør.