7/11

Digte der voldsomt og skrøbeligt bør nydes med babybites og vanilla coke, oplyst af gadelamper på Dronning Louises bro. En digtsamling fra nutiden til nutiden.

Der tegner sig mere og mere et billede af en ny generations stemme med de digtsamlinger, der begynder at udkomme. De er kendetegnet ved at være præget af internettet, sociale medier og give stort og flot i de uskrevne regler, der hersker i en digtsamling. Sådan er Caspar Erics digtsamling. Den er en slags dokumentar poesi, hvor teksten som et reality tv-show følger en person. Personen i dette tilfælde kunne være Caspar Eric eller en hvilken som helst anden ung bosiddende i Kbh. Digtsamlingen har ikke en traditionel opbygning med indholdsfortegnelse, tydelig adskillelse mellem digtene og titler. Digtene kører i stedet i et vildt, kreativt og evigt tvivlende flow, hvor de enkelte er opmærket med forskellige hashtags. De følger hovedpersonens op- og nedture i livet, ofte adresseret mod et du, der har været en kæreste. De handler om kærlighed, lykke, stoffer, hashtags, internettet og sociale medier. Bagerst er der ekstramateriale bestående af tanker omkring digte, Eric gerne ville have skrevet, men som ikke blev til noget. Han har fået digte publiceret i bl.a. Hvedekorn og Trappetusind, men dette er hans debut.

Bogen minder om og kan anbefales til læsere af bøger som Theis Ørntoft Yeahsuiten, 2009 og Asta Olivia Nordenhof Det nemme og det ensomme, 2013.

En særdeles vellykket digtsamling der vil have sit største publikum blandt unge.

Læs hele vurderingen

Mediets distance. At læse 7/11 er som at læne sig tilbage og se et generationsbillede folde sig ud som et skyggespil på en væg. Men er stykket et nødråb, en kritik eller en flabet manifestation? Det e...

Læs anmeldelse