Musik / rock

7


Anmeldelser (2)


Jyllands-posten

d. 21. maj 2018

af

af

Peter Schollert

d. 21. maj 2018

"De to hovedpersoner (...) kender efter mere end 10 år sammen deres virkemidler og deres vej: Hun er forsangeren, men han synger med. Og hver især betjener de sig af både guitarer og keyboards, når de kreerer gennemarbejdede, stemningsfulde kreationer som f. eks. "Lemon Glow". Den har som mange andre sange på lp'en langt større pondus, end man umiddelbart skulle forvente lod sig gøre, når det kommer fra blot to musikere. Men de presser mest muligt ud af deres instrumenter og bruger deres studiefaciliteter til at give produktionerne yderligere vokseværk. I Victoria Legrand har Beach House en vokalist, der evner både det følsomme og nærmest maskuline sangforedrag, og hun forstår at give numrene en mere vedkommende mening, end de måske har, hvis man udelukkende studerer teksterne. For selv om et nummer som "Drunk in L. A." lyder ligetil (...), er det i virkeligheden et sprogligt syretrip, der bringer lytteren ind i et surrealistisk univers. Og det er helt afgjortyderstunderholdende".


Politiken

d. 12. maj 2018

af

af

Alexander Vesterlund

d. 12. maj 2018

"At man kan have fornemmelsen af, at de ikke rigtig rykker sig, kan man (...) høre som en evig og skøn jagt efter sangen, der kan ramme følelsen rent - som en melankolsk trang til at prøve igen. Og når effekten først rammer, føles spørgsmålet om fornyelse irrelevant. Man får brug for mere, og jeg er allerede blevet småafhængig af 'Drunk in LA', 'Woo' - og 'Dive', en døsig The Jesus and Mary Chain-agtig ting med storladen lyd, minimalistisk melodi og sød rumklang på Victoria Legrands drømmevokal. Midtvejs brækker den over, og Scallys guitar er det eneste, der fører fremad, mens det snarere er verden end én selv, der glider forbi. 'L'Inconnue' lyder som et hemmeligt møde mellem Enya og Charlotte Gainsbourg. Legrand synger på fransk, og '7' er også mere chanson end emo. Mange af sangenes særlige appel ligger i Legrands evne til at kæle for enkelte toner, der invaderer hjernen som blide alfabølger, men også emmer af nerve og rigtige følelser i et ellers lidt syntetisk univers.Derbliver ikke bygget op til noget, der er intet i sigte; der bliver langsomt og lidt efter lidt banet en vej i mørket".