Bogen er primært rettet mod borgerlige politikere, men alle som ønsker kendskab til politiske visioner til højre for midten kan finde inspiration her.
Denne antologi består af 76 indlæg fra 62 skribenter. Indlæggene er forskellige i både længde, sprog og karakter. Et af bidragene er fx en hyldest til John Wayne. Fælles for dem er at de udtrykker et borgerligt opgør med 68-generationen, som de alle er præget af. Indlæggene er ordnet i 4 overordnede temaer: fra 68 til 89, rødder, politik og anti-politik og visioner. De stammer fra aviser, tidsskrifter, blogs m.v. gennem de seneste 13 år, og nogle har derfor karakter af at være lidt halvgamle. Bidragyderne er alle af erklæret borgerlig observans og rummer både politikere, universitetsfolk og forskellige samfundsdebattører. Nævnes kan bl.a. Lars Løkke Rasmussen, Lykke Friis, Brian Mikkelsen, Søren Pind, Martin Geertsen og Henrik Gade Jensen.
I 2008 udkom Den borgerlige orden om borgerlig kultur og politik. Der findes ikke andet som i bogform tilsvarende samler borgerlige politiske visioner.
En samling provokerende politiske debatindlæg af borgerlig observans fra de seneste 13 år samlet fra aviser og tidsskrifter og tænkt som inspiration i den aktuelle samfundsdebat.