Den inderste zone : digte

I sin 3. samling videreudvikler PT sit smukke botaniske billede fra forgængeren Intetfang (1982). Et digt her med titlen »Rod« er kun ét af mange, hvor hun søger at forbinde menneskets rentfysiske væsen, dets organisk/mineralske funktioner, med dets åndeligt sansende væren - og derved skabe en syntese, en helhed af krop og ånd: »tørstende suger jeg/ vand og salte til mig/svulmereuforisk/af mineralsk lykke/af aromatisk fryd/mit rodtegn/er længsel/efter overjordiske nervebaners retning mod lys.« Digtet »Follikel« tegner billedet af det specifikt kvindelige med dennatur-grokraft, hvoraf det er en del. Overhovedet ligger samlingens tyngdepunkt i de stærkt sensuelle, ja, glødende beskrivelser af selvet's vækst og basale stoflighed, den sidste bløde hindesprænges for at give frit løb for en evigt strømmende, livgivende vekselvirkning. Helt derinde fra »den inderste zone «skal kærligheden komme - og eller den elskede lukkes ind. Sine litterærerødder afslører T. også denne gang lidt af,bl.a. med et stykke, da/fr, af Baudelaires Parisisk Spleen. Små digte i prosa (1918). T. er en lyriker i stærk og spændende udvikling og med et sprogligtstramt greb om sit lidenskabelige hjertes udfoldelser. Omslag af Elvira Bach.

Læs hele vurderingen