Når der går hul på en engel hed PT's debut fra i fjor; her er nu digtsamling nr. 2. Muligt er det at læse bogen til ende og stadig undre sig på den mærkelige, skønt så danskklingende titel.Men så kommer hjælpen: 1½ sides citat af den danske naturfilosof Ludvig Feilberg, hvori han henviser til sin tidl. lancering af begrebet Fang: som planten behøver fang = greb i jorden for at kunneholde sig fast samt sugenæring, således kan heller ikke mennesket undvære fang, faste forbindelser til omverdenen; herigennem foregår dets åndelige ernæring. Men mennesket er det muligt, sporadiskog med vilje, at klippe sine fang: »Disse Intetfang, hvori der altså er en fuldstændig Mangel på fast Fang, hvori man altså ligesom slipper til alle Sider, forlader det konkrete til alle Sider,spille en stor Rolle i den sjælelige Verden« (1896). I et sikkert, smukt og enkelt sprog, dybt naturinspireret, digter P.T. over dette, i sig selv smukke tema, og det opnåede perspektiv skaber etsom helhed opløftenderesultat. Flere emner fra debutsmi. genkendes, kærlighed, erotik, barnefødsel. Men de findes »gemt« i de energiudladninger (opladninger?), der stille strømmer ud og ind ijeg'ets intetfangs-tilstande. P.T.s debut var god, efterfølgeren er bedre.