"Efter de 18 skæringer, der har bredt sig ud på 54 minutters rent julehelvede, må jeg desværre erkende, at jeg simpelthen ikke kan finde meget godt at sige om Meghan Trainors overgjorte, kor-sovsede og kommercielle bud på en juledebut. Skal jeg finde noget positivt at sige, er intronummeret "My Kind of Present" lidt catchy med sit kvindelige barbershop-kor, og så er det godt tænkt at bruge guitarriff i stedet for juleklokker på broen mellem omkvæd og vers på "My Only Wish". De små, pletvise lyspunkter er desværre ikke nok, så denne gang får Trainor ikke mere end én sølle julestjerne".