Til læsere af personlige digte om et år der gik. Et års gang sat under poetisk behandling.
Nogle gange føles alle måneder som november, som Henrik Nordbrandt så fint beskriver det. Men året har flere måneder, selvom mange af dem ligner hinanden. I denne bog af Trine Juul er bogen bygget op i kapitler der følger månederne. Trine Juuls digte bygger på personligt erfarings- og erindringsstof og præsenteres i flere forskellige former. For hver måned har digtene en ny stil og form. Det gør at man for hvert kapitel skal sætte sig ind i en ny stil, noget der gør at læsningen bliver noget ujævn. Sproget er lettilgængeligt og jævnt, men løfter sig aldrig og bliver rigtigt spændende. De scenarier der beskrives i digtene er meget små og private, og bliver aldrig rigtig vedkommende for læseren. Trine Juul er født i 1975 i Århus. Hun er mag.art. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Digtsamlingen er Juuls anden. Nu da det er slut udkom tidligere på året.
Trine Juul lægger sig i slipstrømmen af nyere kvindelige digtere som Asta Olivia Nordenhof og Olga Ravn, der dog begge er langt mere lyrisk interessante og vedkommende. Af andre der også tager årets gang op lyrisk er Ole Bundgaard med sine haikudigte om dagene i året.
En jævn og ikke videre interessant digtsamling, der ikke har det store, hvis noget, publikum på et folkebibliotek.