Mogens Eilertsen har skrevet en række bøger om kulturhistorie og om billedets kulturhistoriske betydning, senest På billedet man ser, 2001, om anskuelsesbilleder i undervisningen. Den samme kobling mellem kulturhistorie og billedernes betydning er denne bogs skelet, hvor parforholdets kulturhistorie fra de tidligste tider frem til ca. 1900 beskrives, med udvalgte eksempler og med gode illustrationer fra samtidige kilder, eller hvis sådanne ikke findes så med senere kunstneres udlægning. Mogens Eilertsen er selv inde på at der er skrevet massevis af bindstærke værker om parforhold og kærlighedens mange former gennem tiderne, men han vil give nogle træk af parforholdets historie, og beskrive skikke og sæder omkring parforholdet gennem tiderne. Så her starter vi med Adam og Eva, over antikken, middelalder, rokoko og empire og victoriatiden, med udvalgte eksempler på kendte par og deres forhold, som er en rettesnor for tiden. Godt skrevet, smukt udstyret og gennemillustreret er dette en fornøjelig bog om et altid aktuelt emne.