Grimmest hits
Black Label Society
Emneord
Anmeldelser (4)
Gaffa [online]
d. 1. aug. 2017
af
af
Ras Bolding
d. 1. aug. 2017
"Add Violence tilføjer måske ikke som sådan nye dimensioner til Nine Inch Nails-universet, men arbejder i stedet med nuancerne - og det gør den til gengæld godt. Ydermere kan man argumentere for, at det igangværende Trump-cirkus på den anden side af dammen tilføjer Nine Inch Nails en ekstra grad af relevans, så jeg tipper til den positive side og giver fem stjerner".
Pitchfork
d. 26. juli 2017
af
af
Sean T. Collins
d. 26. juli 2017
"Nine Inch Nails' second EP in a year is as perplexing and immediate as their first. Trent Reznor has lost none of his power to discomfit and intimidate".
Devilution
d. 26. aug. 2017
af
af
Sebastian Taylor Bach
d. 26. aug. 2017
"Reznor og Ross' anden mere eller mindre uannoncerede ep emmer af gode numre. Overraskende nok er duoen bedst, når guitaren er pakket langt væk ... Det er netop `Add Violence's styrke og det, der gør udgivelsen langt bedre og interessant, end hvad Nine Inch Nails har udgivet i lang tid. Forhåbentlig forsætter de to den spændende udvikling".
Information
d. 18. aug. 2017
af
af
Emil Eggert Scherrebeck
d. 18. aug. 2017
"Ud over at være aktuelle med deres optræden i Twin Peaks er [Nine Inch Nails] det også med ep'en Add Violence. En ep, man kan slå sig på, på flere forskellige måder. På åbningsnummeret »Less Than«, der blander synthwave med semihård rock, langer de ud efter de amerikanere, der satte deres kryds ved Donald Trump - i Nine Inch Nails' fortolkning, fordi disse vælgere havde en følelse, måske af mindreværd, der skulle rettes op på: »So what are you waiting for?/You got what you asked for/Did it fix what was wrong with you?" ... Fra denne åbning søger de ud i et industrielt og mørkt lydunivers, der kulminerer i det 11 minutter lange afslutningsnummer »The Background World«, hvor de dele af verden, der hidtil har været trængt i baggrunden, træder frem og tager over, vælter ud af skyggerne og indhyller alt i en ødelæggende lavine af mørke, der går lige i maven, som en knude af ubehag. Det er lydkunst, når det er allerbedst, og det afgiver - desværre - en stærk følelse af atværelydkunst til tiden".