Film / nonfiktion

Adolf Hitler samlingen


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. okt. 2010

af

af

Frans Rasmussen

d. 13. okt. 2010

Hvordan påvirkede familien Adolf Hitlers udvikling? Fire dokumentarfilm søger at give en forklaring. Fra 15 år.

Fire dokumentarfilm, der skildrer Adolf Hitler som privatperson. Familien Hitler fortæller om Hitlers familie tilbage fra 1878, om moderen Klara og den brutale far. Familien spredes for alle vinde, Adolf bosætter sig i Wien og reproducerer faderens handlinger, som han afskyede. Og snart kommer han ind i celler, der dyrker antisemitisme. Adolf Hitlers liv viser Hitlers liv fra Versailles-traktaten frem til selvmordet i bunkeren. I Adolf Hitlers sind vises, hvordan det amerikanske efterretningsvæsen søgte at analysere Hitlers tankegang. Og endelig er der en film om Hitlers private liv med sin kone Eva Braun og parrets møde med samtidens magtfulde mænd.

De tre første film blander dokumentariske optagelser med rekonstruerede, interviews med overlevende og historikeres analyser. Intentionen er at komme bag om personen Hitler. Hvorfor skjulte han sin baggrund? Var det propaganda eller var der andre, personlige grunde? Som dokumentarisme kommer filmene tæt på de mere skjulte, personlige sider af Hitler, som man kan bruge til at tolke på, hvordan han fik den magt han gjorde.

Er man interesseret i 2. verdenskrig og personen Hitler leverer filmene særdeles interessant stof. Både fortolkninger og stof til egne refleksioner. Historie er kompleks, men der ligger altid personer bag, og samlet giver de fire film en flig af en forklaring på et af historiens mest ekstreme forløb.