For dem der er trætte af, kun at bruge æbleskivepanden i december og har mod til at udvide repertoiret til andre end de klassiske - med eller uden æbler.
Måske kan æbleskiver gå hen og blive den nye "grød"? Hermed ment, man tager et kendt produkt, nytænker det og serverer i en anden udformning og sammenhæng. Det er i hvert fald det, forfatter og madstylist Kevin Crafts gør, når han laver æbleskiver som pikante snacks fyldt med forskellige former for ost, krabber, kylling eller som calzonepizzaer med tomatsovs. Men der er også plads til dem, vi kender, og halvdelen af bogen er reserveret til en sød version. De præsenteres i 2 afsnit, "De nemme", fortrinsvis på baggrund af en grunddej og et enkelt fyld: syltetøj, kokos, chokolade mv. Det andet afsnit "Søde sager" er mere beregnet som dessert med både enklere versioner på basis af en grunddej med vanilje, og mere avancerede opskrifter med bl.a. banan og rom, lemoncurd, daddel og karamel. Der er fotos til de fleste opskrifter, og der er forslag til servering, fx brunch, appetizere, tilbehør. Bagest opskrifter på de tre grunddeje, fyld, tilbehør og sovse og sidst register. Bogen indledes med historie, udstyr og gode råd.
Indtil videre den eneste af sin art. Der er almindelige æbleskiveopskrifter i alle julekogebøger.
Inspiration til at bruge æbleskivepanden hele året med mere end 40 opskrifter til både desserter og brunch for ikke at tale om æbleskiver i det salte køkken som snacks og tilbehør.