11. bog fra Kroghs Forlags Sorg og savn-serie - denne gang om ensomhed. I indledningen fortæller Peter Olesen og Birgit Madsen, der igen har redigeret, at det har været den vanskeligste bog at finde skribenter til. De færreste ønsker at udstille deres ensomhed. Det er flovt og tabubelagt at være ensom, hvad årsagen end kan være. Ensomhed hænger ofte sammen med tab af ægtefælle eller arbejde, sygdom eller anden dårligdom. Men ensomhed kan også være et grundvilkår i livet, som det aldrig er lykkedes at bryde. Også børn og unge kan være meget ensomme, men i denne bog er bidragyderne mellem 55 og 86 år. Som altid ved bøgerne i denne serie er det tankevækkende at læse om disse menneskeskæbner. Og som altid er det ærlige og ubesmykkede beretninger. Man bliver klogere på livet og på mennesker af dem og bliver mindet om, at man også selv kan rammes. Erfaringen viser, at der er læsere til bøger fra denne serie. Denne bog er også visuelt spændende med mange gode fotos. En ambition med bogen er at animere flere til at melde sig som besøgsvenner. Gid det må lykkes.