Så er der godt nyt for alle lænestolsrejsende landkrabber! Kløvedal rapporterer fra sin anden jordomsejling med "Nordkaperen", hvor sejladsen går fra Thailand til Rhodos, fra Det Indiske Ocean via Det Røde Hav til Ægæerhavet med besøg i Indien, Oman og Eritrea. Det er en sejlads mellem kontinenter, men også mellem forskellige religioner (buddhisme, hinduisme, islam, kristendom), og netop mødet med de forskellige religioner er den røde tråd i bogen, som ellers indeholder de sædvanlige Kløvedalske ingredienser: en blanding af dagbog, filosofisk causeri og sejlerkundskab. Bogen ligger i forlængelse af forf's øvrige Nordkaper-bøger, og man kan naturligvis spørge, hvor megen suppe, der kan koges på den pølsepind, men man føler sig godt underholdt under læsningen, der også giver stof til eftertanke. Kløvedal evner jo at møde andre kulturer og skikke med åbent sind. Bogens kap.10 har tidligere været offentliggjort i samlingen Brev til min søn (1995), og som det fremgår af bogen er oplevelserne også foreviget i form af Ulrik Bolt Jørgensens film Nordkaperen - på togt med Troels Kløvedal i Det Indiske Ocean.