Digte der i sprogligt rablende ordspil og humoristiske dobbelttydige one-liners, insisterende leder efter afskummets former i en lind strøm af sproglige observationer. Til læsere af ny og lettere tilgængelig poesi.
Bogens digt står som én lang tekst, oftest med enkeltlinjede sentenser bygget op af få ord. Digtets præmis er at afdække former af afskum, i en form der både direkte og mellem linjerne lader sig afkode. Wivel, der i offentligheden også er kendt som stand-up komiker og performativ digter, er også en utroligt produktiv forfatter, med 4 bogudgivelser i 2017 alene.
I forhold til Wivels tidligere samlinger har han bibeholdt de rablende ordspil og humoristiske one-liners, men er gået mere minimalistisk til værks. Sætningerne er skåret helt til i formen, så de nærmest, når de er mest underfundige, får en haiku-agtig tone, uden at være det. Sentenserne er tit dobbelttydige og han er dygtig til at vride de talemåder og sætningskonstruktioner, vi er så vant til i sproget, at vi ikke ser dem længere. Digtet har følelse af ureagerlighed, der nogen gange bliver helt surrealistisk i de mange skæve ordbilleder. Bogen giver indtryk af en ufiltreret maniskhed, man relativt hurtigt bliver mæt af.
Wivels digte kan i bedste fald minde om TS Høegs, Lars Bukdahls eller Dan Túrells, dog uden deres dybere poetiske åre, og kan i maniskhed minde om fx Peder Frederik Jensens Skullfucking.