Bogen er primært rettet mod ungdomsuddannelserne, men kan i øvrigt læses af alle interesserede i aidsproblematikken, den aktuelle debat om patentrettigheder og medicinalfirmaernes skyhøje priser på aids-medicin samt hvordan globaliseringen virker i praksis med internationale handelsaftaler, krav om afkast til investorer og konsekvenserne for hiv-smittede i udviklingslandene. 4 forfattere med stor viden på området har bidraget, og bogen rummer flere casehistorier, tekst- og faktabokse, grafer, diverse statistiske oplysninger, ordliste samt mange fotoillustrationer. Tekstmængden er ikke overvældende, men fornuftigt tilpasset målgruppen. En oplysende bog, som tager parti og dermed vækker til debat nu hvor der ikke er så meget fokus på aids som for 10 år siden.