2 små farvestrålende billedbøger med kraftige laminerede papsider, som begge henvender sig til børn fra 2-5 år. Med udgangspunkt i Richard Scarrys univers er Hjem kære hjem! en beskrivelse af hverdagen hos familien Gris. Alle mine venner handler om at gøre det, man kan blive glad af.
Bøgernes muntre univers kender mange børn og voksne fra dele af de andre Scarry-bøger og film, både fra DR's udsendelser og fra dvd. Teksten i bøgerne er enkel og mundret. Illustrationerne er malet i den karakteristiske streg med de velkendte, påklædte dyr, der agerer som mennesker, malet i klare, stærke farver. I Hjem kære hjem besøger vi familien Gris i deres hyggelige hus, og følger Lille Gris lege, hjælpe til og sove. I Alle mine venner er det Kasper Kat, der fortæller hvad han og vennerne fra den travle by laver, og især hvilke til tider fjollede mærkværdigheder, der gør dem glade. Bogen slutter med et glad farvel og på gensyn fra alle beboerne i den travle by. Udover at spørge ind til, hvad der gør dig glad 2 gange, er der ikke i teksten oplæg til dialog.
Scarrys billedbøger fra 1970'erne genudgives i en lind strøm. I 2009 udkom således også 4 lignende titler, som bygger på hans univers, hvor intentionen også har været begrebsindlæring, som fx Lær nye ord eller til at gå på opdagelse i fx i Mød Kasper og alle hans venner. Af de to nye titler kan man ikke forvente andet end at blive glad af at læse dem.
Bøgernes univers er ret ukompliceret, og der er meget muntert over illustrationerne. Erfaringen viser dog, at børn synes om Scarrys illustrationer og historier, og det kan således blive et glædeligt gensyn med figurerne.