Grundbog til læreruddannelsens fag af samme navn. Bogen - eller dele af den - vil endvidere kunne finde anvendelse i andre uddannelses- og efteruddannelsessammenhænge men næppe i det daglige lærerarbejde. I bogen relateres i høj grad til det seneste tiårs problematikker inden for det didaktiske felt. Således drejer bogens afslutningsafsnit sig om begreberne profession og professionalitet, praksislæring og erfaring. Dette afsnit kunne have indledt bogen, men man har valgt først at give et overblik over didaktikfagets kendetegn og historie bl.a. gennem diskussioner af skønsaspektet, forholdet mellem intention og mål samt teori-praksisforholdet. Bogens andet hovedafsnit behandler syv didaktiske kategorier: planlægning, organisering, samarbejde, indholdsvalg, fag/tværfag, evaluering og differentiering. I tredje hovedafsnit gives fire praksisbeskrivelser fra lærerarbejde under meget forskellige betingelser på meget forskellige skoler. Afsnittet kan anvendes som en meget konkret kobling mellem bogens teoridele og virkelighedens verden. Alle afsnit er forsynet med noter og litteraturliste, og i mange tilfælde også med et opsummeringsafsnit. I en del afsnit suppleres teksten med skemaer og modeller. Citater på fremmedsprog anvendes kun i begrænset omfang. Bogen afsluttes med et meget omfattende stikordsregister samt kort omtale af bogens 19 bidragydere.