Noveller der kan læses af alle med interesse for menneskers normale og unormale sociale livsform. Teksterne vil være egnede til danskundervisningen i gymnasiet m.fl.
Maja Elverkilde debuterer med en samling noveller om mennesker, der lever ensomme og alene på kanten til det almindelige sociale liv i samfundet. De føler sig afmægtige og opgivende i deres forsøg på at få et hverdagsliv i kontakt med deres familie eller til andre mennesker. Især søger de at få forløst deres forventninger til kærligheden, hvilket resulterer i triste og umulige oplevelser. Novellerne fremviser groteske og humoristiske billeder af situationer, hvor mennesker har mistet orienteringen og meningen med deres tilværelse. I den sidste novelle "Tyv" fortæller en kvinde om sit ensomme liv i familiens kælder, hvor hun må opholde sig for at få tryghed. Mens hendes mand og barn lever et almindeligt familieliv og accepterer hendes unaturlige livsform. Sproget beskriver de skæve eksistenser i realistiske omgivelser med mange præcise og konkrete tragikomiske detaljer.
Novellesamlingen kan minde om nyere noveller af Naja Marie Aidt og Pia Juul.
En samling velskrevne og interessante noveller om mennesker, der har levet sig ind i tilværelsens groteske realiteter. Nogle af novellerne kan virke lidt fortænkte og bliver derved ikke helt vedkommende for læseren.