Alting har en tid

Den norske forfatter debuterede i 1998 og fik Kritikerprisen for Ude af verden som udkom på dansk i 2005. Alting har en tid er 2. del af en bebudet trilogi og blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Det er en overvældende, fascinerende, mærkelig og på alle måder stor roman. Romanen falder i tre spor: en slags essayistisk genfortælling af centrale bibeltekster fra Det gamle testamente. En diskussion af englenes væsen og historie, og endelig, i romanens sidste del, faktisk kun de sidste små 60 sider, møder vi Henrik Vankel igen. Henrik var hovedperson i trilogiens 1. del, og sidder nu dybt ensom i selvvalgt isolation på en lille norsk ø og håndterer sin ensomhed og smerte ved selvskadende skæren i sig selv. Det er en roman, som tager sig selv og sit emne alvorligt: forholdet mellem videnskab/det materielle på den ene side og på den anden tro/det immaterielle. Englenes udviklingshistorie er i sig selv centrum for romanen, men bruges også som omdrejningspunkt for en diskussion af forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige. Forfatteren skriver en åndeløs smuk prosa, ligesom de helt udfoldede og nuancerede psykologiske portrætter af fx Kain og Abel og af Noas (i romanen Noak) familie er dybt gribende. For teologisk interesserede er romanen gefundenes fressen, ellers skal læserne nok findes blandt de, som nyder en sproglig og litterær udfordring.

Læs hele vurderingen