Er du vild med vikinger og ønsker at komme helt backstage i dragt, magt og pragt? Så er denne moppedreng af en vikingebog fra Jim Lyngvilds hånd lige noget for dig. For alle, der interesserer sig for vikinger og historie.
I "Alverdens vikinger" tager designer og tv-personlighed, Jim Lyngvild, os gennem 84 portrætter af fx drabelige fyrster fra Kiev-riget i pelsbesatte dragter, engelske regenter i guldbroderet rober, svenske dronninger smykket med silke og oldtidsfund og ikke mindst danske vikinger fra både sagn og historie. Hver portræt flankeres af en kort beskrivelse af den pågældende. Bogen indledes med en illustreret introduktion om vikingernes verden samt JL's egen beskrivelse af projektet.
Bogen er udkommet i forlængelse af Nationalmuseets kontroversielle opdaterede vikingeudstilling, skabt i samarbejde med JL. Den er kreativ, legende og meget i den kendte forfatters ånd. JL viser os vikingerne, som vi aldrig har set dem før. Der fokuseres på dragt, magt og pragt, da især design er JL's store interesse. Der vides historisk dog næsten ingenting om, hvordan vikingerne så ud, men JL har på kreativ vis prøvet sig frem med at genskabe dragterne ud fra eksisterende research af skriftlige kilder og arkæologiske fund.
JL's bog er helt sin egen, grundet den kreative, designmæssige tilgang, men hvis du vil vide mere om vikingernes hverdag, eventyr og myter er Vikingetid et rigtig godt sted at starte.