Baudrillard er jo en af postmodernismens guruer. Bogen er hans rapport fra USArejser her i 80'erne. Det er en formidabel bog. Baudrillard har et flot sproggreb, både når han - som i nogleafsnit - ræsonnerer over fænomenerne og - navnlig - når han gengiver punktvist oplevelser, indsigter. Hans sproglige præcision er så inciterende, at man kunne fristes til at citere kærnesteder, meni stedet: grundtanken, grundoplevelsen. USA er for Baudrillard - som for amerikanerne - den virkeliggjorte utopi, en verden af ting der er hvad de er. Baudrillard bruger ofte udtrykket simulakra(gøglebillede omtrent), men han forstår på amerikanerens præmisser at disse ting er ægte. USA er for ham det mest primitive samfund. Rammen - også den filosofiske - om dette er ørkenen (der ogsågriber ind i byerne); farten, hvormed man som bilist krydser disse ørkener, er en anden størrelse, en begrebsramme. Man kan gribe sig i at spørge, om Baudrillard nu accepterer den amerikanskekultur uden videre, men detgør han ikke, der er også af og til en - europæisk - moralsk holdning. Men der er overalt det redebonne møde med en kultur, der ikke får den europæiske til at blegne mentil at forsvinde ... Sådan! Baudrillard og hans fæller er jo ellers hundesvære at læse, det er Amerika ikke, men den giver meget fra sig, som postmodernistisk manifestation, som rejsebog, ikke tilbaglommen, måske, men til baghovedet, hvis man skulle til USA.