Raising your voice
Yellowjackets
Emneord
Minder om
Anmeldelser (4)
AllMusic
2018
af
af
Matt Collar
2018
"Although capable of tackling standards and traditional songs with a sophisticated lyricism, Peyroux is, at her core, a bohemian storyteller, a folksinger in the vein of Rickie Lee Jones and the aforementioned Cohen. While some listeners may prefer her more acoustic, jazz-oriented albums, many of her songs on Anthem achieve a similar level of nuance and sophistication, while also revealing her own literate point of view".
No depression
d. 29. aug. 2018
af
af
Jim Shanen
d. 29. aug. 2018
"Anthem, the eighth album by jazz chanteuse Madeleine Peyroux, was conceived in the midst of the tumultuous 2016 presidential election and its dismal news cycle. While the unhinged political climate leaked into and inspired her writing and recording, Anthem isn't a heavy-handed polemic designed to incite a revolution set to jazz accompaniment. It is, however, a baker's dozen tracks that subtly and tastefully intertwine the personal and political without sacrificing any of Peyroux's considerable charms as a composer or vocalist".
Jazznyt
d. 2. okt. 2018
af
af
Niels Overgård
d. 2. okt. 2018
"Pladens helt stor styrke er at den er lavet af musikere, der har jazz, pop, blues, roots og country helt inde under huden. De kan omsætte det til en omgang meget vel arrangeret og vellydende musik ... Madeleine Peyroux laver musik for den modne lytter, der gerne vil have kompromisløs kvalitet. Det byder Anthem på. Jeg er ikke ubetinget begejstret. Alligevel er jeg fornøjet over det høje musikalske niveau. Pladens sidste nummer er et 'bonusnummer'. Det er jazzstandarden Last night when we were young - pladens anden bedste skæring".
Berlingske tidende
d. 9. okt. 2018
af
af
Kjeld Frandsen
d. 9. okt. 2018
"Generelt er der tale om en dyster sag, idet teksterne, der er skrevet i forbindelse med præsidentvalget i efteråret 1916, kredser om samfundets skyggesider og dets tilhørende eksistenser. Der er en linje tilbage til 1960ernes protestsange, men ganske uden betonparoler. Her oplever man mere en sammensmeltning af magtesløshed og empati. Ret beset kan det hele virke knugende, men på den anden side har sangene en kraft og en styrke, idet gode ord og gode toner uophørligt går op i en højere enhed. Og så er der på én gang melankoli og livsvilje i sangerindens ærlige og udtryksfulde stemme, som fortsat giver mindelser om den legendariske jazzvokalist Billie Holiday, men som da bestemt er Madeleine Peyroux' egen ... Det er et utroligt velklingende og helstøbt album, hvor stilen på mange måder tangerer singer-songwriterpop og så alligevel bliver jazz i kraft af den akustiske instrumentering og sangerindens frasering".