Arkitekten Anton Rosen (1859-1928) kendes mest for ødsel Art Nouveau arkitektur. Bogen her dokumenterer andre sider af hans virke, og trækker præfunktionalistiske træk frem i lyset. Især af interesse for arkitekter og andre fagfolk, men skrevet i et sprog, så den også appellerer til den interesserede lægmand.
Forfatteren, der er kunsthistoriker, har været i arkiver og fundet et omfattende tegningsmateriale fra Rosens hånd. Dette udgør sammen med ældre og helt nye fotos bogens overvældende illustrationer, som gør sig godt på de store sider. Herudfra bliver alle værker, også de urealiserede, beskrevet, analyseret og sat i forhold til danske og internationale strømninger, fx den engelske Arts and Crafts bevægelse og tanker om The Garden City. Der gås tematisk frem startende med et antal Art Nouveau inspirerede bygninger, hovedværkerne Paladshotellet og Tuborgs administrationsbygning. Derefter demonstreres Rosens vej mod forenkling med huse og skoler i provinsen, velhavervillaer og husvildeboliger samt udstillingsbyggeri. Med noter, værkfortegnelse, litteraturliste og register.
Det har hidtil været vanskeligt at indpasse Anton Rosen i arkitekturhistorien, og nyere litteratur indskrænker sig til et par udstillingskataloger. Det råder denne bog bod på. Den kan i sin grundighed sammenlignes med Gottlieb Bindesbøll - Danmarks første moderne arkitekt, 2013.
Gedigen forskning og et nyt syn på Anton Rosen dokumenteres her med en ødselt illustreret og meget læseværdig arkitekturbog.