Læseren møder jegfortælleren, den 15-årige Callie, på en psykiatrisk afdeling, hvor hun er indlagt sammen fem andre unge kvinder med forskellige psykiske problemer. Callie er selvdestruktiv, hun skærer sig til blods, og hun nægter at tale. Langsomt, gennem møderne med en psykolog og gruppeterapien, men først og fremmest i kraft af sit eget ønske om at blive rask erkender Callie, hvad der er gået galt. Hun har påtaget sig et alt for stort ansvar for de forandringer, der er sket i hendes familie, efter hendes yngre bror er blevet alvorligt syg af astma. Callie er bogens centrale person. Behandlingsstedet, behandlingerne og medpatienterne ses fra hendes synsvinkel. De andre piger forbliver statister. Alligevel lykkes det forfatteren, der ikke tidligere er oversat til dansk, at give et udmærket billede af, hvordan og hvorfor nogle unge kan reagere på belastninger og udvikle en psykose. Det er en glimrende roman for især piger fra 13 år om at kunne drage omsorg og tage ansvar, både for sig selv og sine omgivelser på en god måde. Omslagsillustrationen, en flot og udtryksfuld collage, illustrerer Callies tilstand.