"Efter pladerne "Exit", "Enter" og en lidt slankere "Ritual" har orkestret nået status som Europas mest livgivende og genreopløsende institution indenfor rytmisk improvisationsmusik. Free jazz-idiomet er her mere en resurse end et mål. Både rock, pop, folketone og kompositionsmusik samt flere traditioner indenfor jazzen mærkes sømfrit til stede. Med "Arrival" trækker musikken imidlertid i nye retninger ... Mest radikalt er tilskudet af en strygekvartet, som brillerer med klar rytmisk flair og komplekse arrangementer ... Strygersektionens elastiske stoflighed og skiftet fra en kraftfuld hornsektion til et mørktonet klarinet-tæppe (...) kan have givet anledning til en særlig omhu for samspillet med hensyn til kontrasteringer, fase-inddelinger, dynamisk øgning og dæmpning af kompleksiteten og lag-på-lag-æstetikken ... Musikkens mange facetter fremstår unikt integrerede, organiske, medrivende og underfundige. Det er musik der vil lægge dig ned for derefter at løfte dig op. Et ægte mesterværk i årstallet 2019".