"På Travelling Tribes' andet album, Artificial Moonlights, spiller det indonesiske slagtøj, gamelan, en stor rolle ... Travelling Tribes' musik er i konstant bevægelse. Så snart Artificial Moonlights sættes på, startes en rejse. Albummet er skabt i grænselandet mellem det digitale, det forstærkede og det akustiske. Klangfarverne er slørede, man genkender lidt - og så alligevel ikke ... Travelling Tribes har med Artificial Moonlights skabt et mesterværk - det eneste kritikpunkt er, at det sidste nummer, "Soul Dance", stopper for hurtigt. Efter næsten fem minutter. Man sidder tilbage med den samme følelse, som når man er færdig med den bog, der har holdt en vågen flere nætter i træk. Mættet, men tom. Det skal fortsætte".