I denne serie om de store civilisationer foreligger her bogen om oldtidens Ægypten. Bogen er et typisk eksempel på den moderne fag-billedbog med flotte, farvestrålende billeder, indbydende layout og korte, fragmentariske tekster. Bogen er klar i sin komposition og tydelig i sit sprog. Indholdsmæssigt er der ikke meget nyt at hente i forhold til de forholdsvis mange bøger, der allerede findes om emnet, men bogen her markerer sig alligevel ved sin klarhed og enkelhed. Sprogligt retter bogen sig primært mod skolernes mellemtrin, de 10-13-årige. Hvert emne har fået tildelt en dobbeltside og småafsnittene kan læses uafhængigt af hinanden. Bøger af denne type er fremragende som introduktioner til emnet, fordi de er så indbydende og let tilgængelige. Samtidig bliver de selvfølgelig mindre velegnede til større emnearbejder eller projektopgaver, men det kan jo ikke lade sig gøre at zappe og fordybe sig på samme tid. Emnet er stort og dækker en meget lang periode, men bogen kommer godt omkring. Både gudeverdenen og dagliglivet, skriftsproget og flodens betydning beskrives. Mange nysgerrige børn vil sikkert få appetit på emnet af denne udmærkede introduktion. Ordforklaring, indeks og årstalsliste medvirker til at gøre emnet tilgængeligt for de fleste.