Tag styringen over 3 helte, som skal redde verden fra ondskab og udryddelse. Dine valg i spillet bestemmer hvordan handlingen skal udspille sig. Fra 12 år.
Ash of gods - redemption er et rollespil i dark fantasy-genren. Spillet, som er tur-baseret, foregår i en middelalderlig verden og har 3 hovedkarakterer: Kaptajn Thorn Brenin, som er tidligere chef for den kongelige garde, den omvandrende healer Hopper Rouley og bodyguarden Lo Pheng. Som næsten altid i denne genre truer onde kræfter med at udslette verden og de 3 karakterer skal forsøge at stoppe dem. Gameplay fungerer som en interaktiv fortælling, hvor spilleren træffer moralske valg, som påvirker hvilken retning spillet bevæger sig i, inklusive hovedpersonens død. I sidstnævnte tilfælde stopper spillet ikke, men fortsætter ufortrødent med påvirkning af de tidligere valg. Kampsekvenserne er en blanding af traditionel turbaseret kamp og kortspils-baseret spil a la Magic - the gathering m.fl. Dertil kommer selvfølgelig den traditionelle opgradering af karakteren på baggrund af vundne kampe. Sprog: engelsk.
Spillet har et flot grafisk udtryk og en fin lydside, men desværre synes jeg ikke at hverken kampsystemet eller dialogen fungerer ret godt, hvilket er essentielt i netop denne type spil, hvor det er to af de bærende elementer. PEGI: 16 med ikon for vold. Fra 12 år.
Ash of gods - redemption minder uhyggelig meget om The Banner Saga trilogy, som udkom til Nintendo Switch i 2018, men har ikke samme kvalitet som denne.