Det er ikke mindre end verdens bedste kvindelige paraglider (f. 1970), der fortæller om sit usædvanlige liv tættere på menneskets gamle drøm om at flyve, end de fleste af os. Hendes liv med paragliding starter, da hun som 22-årig arbejder som tjener i Schweiz og får mod på at nyde synet af bjergtoppene som paraglider. Hun fortæller om sin første flyvetur, en øjeblikkelig fascination, fra da af var hun født til at flyve. Hun skriver om drømmene, målene, de mange forskellige oplevelser, om at svæve over Den Kinesiske Mur, om at rejse som "paragliderbums" fra konkurrence til konkurrence og nå verdensmestertitlen, at være kvinde blandt mænd, naturoplevelserne, dramatikken og om at nå det ultimative og grænseoverskridende i at "flyve med ørne og sludre med gribbe". Men også om sorgen og den barske virkelighed, da en god flyvekammerat paraglider for sidste gang og dør som bare 39-årig. Kammeratens død maner naturligt til eftertanke, men da hun efter ulykken flyver over Mongoliet og kan forevige sit møde i luften med kongeørne, så er hun ikke i tvivl, for hende handler det om at "flyve med fugle". En levende og anderledes biografisk skildring for ekstrem-sport interesserede og læsere af skildringer fra virkelighedens verden.